Indretning af sengen

Når soveværelset skal indrettes, er sengen selvfølgelig fokuspunktet. Den skal både være behagelig og flot at kigge på, men samtidig skal den ikke være så fuld af pynt, at det hele ender på gulvet, når man går i seng. Sidstnævnte problem kan nemt løses ved at placere en lille kurv ved siden af sengen til opbevaring af de hyggelige tæpper og pyntepuder, når man skal sove. Sådanne kurve findes i mange former og farver. Det kan fx være en kurv af træ, flet eller af genbrugsmaterialer. Der skal dog mere til end blot et sted at opbevare pynten, og du kan fx overveje flg. råd.

Dyner og sengetøj

Først og fremmest er sengen det sted, hvor man bruger omkring en tredjedel af sit døgn, og derfor er komfort det vigtigste. Et godt sted at begynde er med dynerne. De fleste foretrækker en sommer- og en vinterdyne, men køber man en dyne med silkefibre, fungerer den ofte som en helårsdyne. Dernæst skal sengetøjet vælges. Sengetøjet er vigtigt for oplevelsen af komfort, og derfor kan det betale sig at investere i et godt sæt sengetøj.

Pynt og puder

Når sengen skal pyntes, er puder ofte et godt valg. De er ikke bare flotte, de er også komfortable. Hvis man foretrækker ikke at fylde sengen med små puder, kan man investere i gavlpuder som alternativ. Disse er store puder, der placeres bag hovedpuderne, og som man sagtens kan have i sengen, mens man sover. Derudover pynter det også at have en flot plaid til at ligge oven på dynerne i fodenden. Dette kan både være til pynt eller til brug, afhængigt af hvad man ønsker. Generelt bør man overveje at holde sig til matchende farver, der får sengen til at virke harmonisk og komplet.