Indretning af soveværelset

Når soveværelset skal indrettes, kan det hurtigt blive et problem at gøre det pænt og praktisk på samme tid. Ofte er soveværelset for lille, ikke symmetrisk eller har skråvægge, der gør det umuligt at udnytte pladsen. Hvis man derudover også bor i en lille lejlighed, skal soveværelset måske også benyttes som kontor, og samtidig fungere som opbevaringsrum. Ud over de praktiske funktioner, som værelset skal have, må det naturligvis også gerne være hyggeligt, og ikke blot et rum man sover i. Har du besvær med indretningen af dit soveværelse, så kan de følgende råd forhåbentlig hjælpe med at optimere dit soveværelse.

Skab symmetri og optimér opbevaringen

Et godt sted at starte, når man indretter ethvert rum, er med symmetri. Dette gælder også soveværelset. Ofte kan symmetrien opnås ved at gøre sengen til værelsets midtpunkt og derefter placere natborde på hver side. Har man kun et enkelt vindue i værelset, som er placeret i den ene ende af væggen, kan man hænge et spejl af samme størrelse i den anden ende af væggen og fx placere en seng eller et skrivebord mellem de to. For at optimere opbevaringsmulighederne kan man benytte sengeskuffer eller vertikal opbevaring som hylder over sengen. En skråvæg er desuden et perfekt sted at placere opbevaringskasser eller en lav reol under.

Bring hygge og liv ind i soveværelset

Det letteste sted at starte, hvis man vil have et pænt soveværelse, er med et pænt sengesæt og pyntepuder. Man kan evt. tilføje en plaid eller et strikket tæppe for at tilføje tekstur. Har man et lille værelse med meget lidt lys, er det effektivt at indrette med lyse møbler og spejle for at få rummet til at virke større. Desuden kan man let bringe liv ind i soveværelset med grønne planter fx på gulvet. Hvis man har pladsmangel, kan man vælge en mindre plante i vinduet eller slyngplanter, der kan stå på toppen af et skab eller en reol med bladene hængende ned derfra.